En tåre

Jeg har haft svært ved den her beslutning, men jeg bliver nødt til at gøre det! 

Jeg vil midlertidig holde pause på bloggen. For en kort periode, et par uger. Jeg har simpelthen ikke tiden til det, da der er så mange ting der trækker efterhånden. Mit mål om, at kunne oprette mindst et indlæg om dagen kan simpelthen ikke lade sig gøre! 

Jeg er frygtelig ked af at jeg bliver nødt til at holde pause, og jeg vil komme tilbage igen. Der er bare så mange ting jeg gerne vil fortælle jer, Ida har været så god på det sidste, og vi har lavet så mange sjove ting. Men jeg får ikke skrevet om det, også selvom jeg super gerne vil, så det bliver bare en ting der skal gøres, hvilket jo ikke er skide skægt.

I må endelig ikke tro, at jeg lukker bloggen, da i læsere har gjort mig så glade. Alle de søde kommentarer i har skrevet betyder så meget. Jeg vil aldrig kunne droppe noget der har gjort mig så glad som den her side, alle de kommentarer, minder og søde mennesker der vil bruge tid på at læse og følge mig og Ida. Det er jo helt overvældende.

Imens jeg har skrevet det her, har jeg faktisk fældet en tåre. 

Jeg vil skrive, hvis jeg får tid, og hvis jeg har en unik dag med Ida. 

Og så ses vi forhåbentlig om nogen ugers tid, hvor jeg er klar til at bruge en del af min tid på bloggen igen.

Knus Maja og Ida

16/9 vi mødes igen

Jeg havde en super hyggelig dag med Ida i dag. Jeg har jo ikke været ude ved hende i tre hele lange dage, da jeg har været på venneweekend på min venindes efterskole. 

Jeg har virkelig savnet hende (og min klasse, men det er underordnet i den her sammenhæng).

Dette indlæg er forresten det første jeg nogensinde har skrevet imens jeg kører i bus. Det er en smule specielt.

Vi lavede ikke det store, da jeg var temmelig træt. 

Så vi brugte rigtig dejlig lang tid på, at strigle. Hun var meget opmærksomheds krævende, hvilket er ret så hyggeligt.

Hun var sådan som hun nu er når hun har det her humør. Hun møflede hele tiden rundt nær mit hoved med sin mule. 

Og gå det måtte jeg ikke, ikke engang da jeg lige skulle tjekke noget på tavlen. 

Mathilde har passet Ida imens jeg var væk, jeg ville også gerne have snakket med hende, og sige tak for pasningen, men hun kom ikke derud på samme tid med mig. Derfor nøjedes jeg med Ida, hvilket jo bestemt heller ikke er dårligt. Ida er jo den bedste. Især i en sådan situation, som i dag, hvor hun bare vil nusses og hygges om.

Der var en del at strigle, da vi nu er kommet ind i en årstid hvor der er mere mudder. Så det med at nusse blev der god tid til. 

Hun fik også sin mad, og så kom hun ud på folden igen.

        

       Dette er et billede fra torsdag... Men se dog hvor sød hun er <3

Dag 5 et billede af noget du fortryder som rytter

Det er begrænset hvad jeg fortryder som rytter. Der har været dage hvor jeg har følt, at jeg måske var lidt for hård overfor Ida, men aldrig i en så stor grad, at det har betydet noget dagen efter. 

Det jeg fortryder mest er derfor, at jeg tog ud på den ridetur hvor jeg faldt af. Dog har det ikke haft betydning for vores sammenhold, men jeg havde rigtig ondt!

Jeg har ikke nogen billeder fra ulykken, så i stedet viser jeg dette billede jeg tog af mit sår. det var ny lidt sejt at have sådan et filmsår der over øjet.

Jeg beklager meget

Jeg har været på besøg på min venindes efterskole i weekenden, så har ikke fået så meget tid til, at skrive. Faktisk ingen tid til at skrive. Derfor er bloggen sat på pause, bloggerchallencen starter der hvor jeg slap i dag, og så kommer de sædvanlige indlæg når jeg kommer ud til Ida.

Jeg har nemlig ikke været ude ved hende siden torsdag, og jeg savner hende så frygtelig!

Håber det er ok med min lille pause.

9/9 heldagsregn

Var der nogle der opdagede at det regnede i dag? 

Regn fra morgen til aften er på sin vis meget hyggeligt, men også koldt og træls.

Da jeg hentede Ida, kom en våd og kold hest mig i møde. Hendes letttere forvirrede blik var bare ikke til at stå for. Hun så så sød ud, med hende våde kolde pels.

Da hun kom ind i stalden var hun først træt, men da hun derefter fik varmen igen, blev hun ret op at køre. Som Mathilde sagde, så ved man aldrig hvilken hest man kommer ud til når der er koldt. Og det er sandt, de er enten trætte, eller også er de meget vågne og opmærksomhedskrævende. I dag var hun sidstnævnte. Hun ville hele tiden snakke med mig, og have hovedet i nærheden af mig. 

Det var så hyggeligt at stå derinde med regnen brummende imod taget, og så med en fantastisk hest ved siden. 

Vi stod i to timer og striglede og nussede. Til sidst blev hun faktisk tør, og rigtig dejlig og blød, og så blev det tid til, at komme ud i regnvejret igen. 

Dog var det ikke så slemt som før.

Dag 4 en billede af en hest der betyder meget for dig

Ja, hvem mon betyder for mig? Kunne det mon være Ida?

8/9 så skulle vi gøre det igen

Jeg faldt jo af i går. 

Så i dag var målet, at vi skulle ride forbi der sted. Ikke fordi jeg blev bange eller noget, men det er altid en god ide, lige at ride forbi igen. På den måde glemmer man det ligesom, og det bliver bare en del af ens sædvanlige ridning.

Jeg kom lidt sent ud til hende, da jeg havde sovet hos noget familie i weekenden. Så da jeg kom derud, var der meget stille, som der liver i løbet af eftermiddagen. Jeg startede med den ugentlige rengøring i rytterstuen, hvorefter jeg hentede hende ind fra fold.

Der stod vi så og hyggede i ret lang tid, indtil vi tog trense på, og red afsted.

Der var ingen problemer deroppe hvor jeg faldt af. Vi red der en del gange for, at det skulle blive helt normalt igen. Det blev det også, og jeg tænkte slet ikke på vores lille uheld.. Hehe.

Dig fik jeg faktisk lidt ondt her dagen efter, jeg havde jo spændt op, som mange gør, og man bliver bare lidt øm af, at ramme med på en spændt muskel.

Jeg er super glad for dagens udfald... Det kunne jo ikke rigtig go galt, med mindre jeg drattede af igen. 

Dag 3 et billede af din bedste ridetur

Jeg har haft så mange gode ture, så mange forskellige minder, tænker og steder vi har redet hen. De har været sjove, vilde, hyggelige, rolige og ikke mindst fantastiske. Hver og en, selv fra en tur på 2-3 timer med pause til en tur på 20 minutter.

Jeg kan ikke rigtig vælge, jeg kan virkelig ikke vælge. For den tur, jeg tror der er min ynglings, der har jeg ikke nogen billeder fra. 

Men jeg vælger, en tur, som der betyder meget for mig. Vi havde det så sjovt. Turen gik hjem til mig, hvor Ida så mit hjem for anden gang. 

                                    

Jeg har skrevet om turen før, så nu kan i bruge lidt tid på at finde det indlæg det hedder "verdens bedste tur". Derfor har i sikkert set billedet før, men betyder det noget at se min søde bamse igen?

     

Dag 2 et billede af en af dine bedste rideveninder

I kan vel nok regne ud, hvem min bedste rideveninde er. Der er ingen tvivl om, at det er Mathilde.

Vi kan virkelig snakke om alt, men stadigvæk få alle samtaler til, at blive afsluttet med, hvor fantastiske vores dejlige ponyer er. Det er da rart at have en god ven.

Mathilde har jo Maurita, som er lidt underlig, men Mathilde kan få hende til at blive den sødeste og rareste pony der findes. Maurita er så glad i nærheden af Mathilde. Og det var bare så godt, at Mathilde købte hende, da hun har gjort så meget godt for mau.

Mathilde og Maurita har lidt den samme historie som jeg og Ida, da hun først var rideskolehest, og så lånte hun hende, hvorefter hun købte hende.

      

      

    

     

7/9 7-9-13... Om igen Maja!

Da jeg stod op i morges, tænkte jeg på, at det jo i dag er 7-9-13. Så det må jo være en dag der giver held, eller måske lige det modsatte. Jeg tænkte, at jeg ville falde af hende i dag. Jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde jeg. Det var ikke noget jeg blev nervøs over, men det var måske bare en større grund til, at jeg glemte det klassiske udtryk 7-9-13...

Så kan i gætte hvad jeg gjorde i dag? 

Jeg faldt af... 

Og det var simpelthen så hylende morsomt! Jeg skulle have filmet det!

Vi havde jo selvfølgelig startet med, at strigle og sådan. Og da vi så skulle ud at ride lidt. Selvfølgelig uden sadel og bare lidt rundt om gården som vi jo plejer. 

På marken ved siden af, var de dog ved, at ordne noget hegn med en stor bil. Så da vi red op ad grusvejen langs med folden fik hun øje på den her bil. Og hun kiggede simpelthen sådan på den. Da vi så kom lidt tættere på den, stoppede hun op. Og ud i det blå fik hun et chok og hoppede et skridt til siden.

Normalt kan jeg jo godt holde mig på, men da hende hop ikke blev udløst af en lyd, bevægelse o.l. så var jeg slet ikke klar til det.

Hun stod lige ved siden af mig, da jeg lå dernede på jorden. Først kiggede hun efter bilen, men da jeg så rømmede mig, fik hun stråtags øje på mig igen. Hun puffede sin store blide mule hen til mig, og jeg fik rejst mig op. Jeg begyndte bare at grine sådan af hende. Hvordan kan hun dog blive bange for det! Det er da lidt pinligt for hende. 

Jeg kom naturligvis ikke til skade, og jeg fik igen bevist, at det faktisk er ret sjovt at falde af!

Vi trak tilbage til stalden igen, hvor jeg hoppede op. Vi red derefter op til folden igen, hvor hun igen blev bange for den samme bil. Men denne gang var jeg forberedt, så jeg holdte mig på. Den anden gang var faktisk mere voldsomt, hvis man kan sige det sådan. Da hun nærmest sprang til siden anden gang.

Men jeg blev jo som sagt på, dog red vi lidt tættere på bilen, og jeg hoppede ned for, at vise hende, at den altså ikke var farlig. Derefter træk vi lidt rundt for, at hun kunne falde lidt ned igen.

Så hoppede jeg op tredje gang, hvor hun kiggede efter bilen, men ikke blev bange på nogen måde.

Bagefter fik vi lige tid til, at strigle lidt igen inden jeg skulle videre. Dig havde rideturen taget lidt længere tid end planlagt, men vi nåede det hele, og hun kom ud på sin fold igen. 

5/9 Opstart

Oda red jeg og Ida egentligt bare lidt skridt.

Hun blev jo skoet i går, og jeg kan godt lide, at tage det lidt med ro dagen efter.

Vi havde hygget os super meget i stalden, hvor vi havde striglet osv. Hun var blevet rigtig flot.

Vi red op rundt om ridebanen, hvor der var nogle af de andre der red oppe. Derfor red vi også ind på ridebanen, for at snakke lidt med dem.

Ida trak ret meget efter, at får lov til at trave. Så jeg besluttede mig for, at vi godt kunne trave i små fem minutter. Så også selvom det var meningen, at vi skulle skridte, så fik vi alligevel noget super god trav. Det var vældig sjovt, da det jo var uden sadel. Jeg fik hende faktisk til at samle sig og runde sig super fint på begge volter.

Da vi så var færdige, ville hun egentligt gerne trave igen, men jeg lovede hende i stedet for, at vi skulle trave en masse i morgen.

Bagefter fik vi virkelig hygget os igen, og jeg roste hende igen for, at hun var så dygtig til at få smed dagen forinden.

Dag 1 et billede af din hest

Et billede af min hest, ja det er efterhånden svært at vælge, da jeg er kommet op på små 4000 billeder og videoer af Ida.

Jeg bliver jo nødt til at vælge, og det bliver mit nuværende ynglingsbillede af hende.

                                         

      

Blogger Challenge

Jeg er nu blevet så mainstream, som man kan blive. Mange de blogge jeg følger har nemlig lavet en såkaldt bloggerchallence... Og jeg tænkte at vi da skulle være med til det. Selvfølgelig en hesteudgave, men med samme princip.

Jeg fandt en på nettet, og har ændret en del i den, da den var meget lang.

Jeg vil begynde i morgen.

Dag 1: Et billed af din hest 

Dag 2: Et billede af en af dine bedste rideveninder 

Dag 3: Et billede af din bedste skovtur 

Dag 4: Et billede af en hest der betyder meget for dig 

Dag 5: Et billede af noget du fortryder som rytter 

Dag 6: Et billede af dine ridestøvler. 

Dag 7: Et billede af det sadelrum der er der hvor din hest står opstaldet. 

Dag 8: Et billede af din yndlings grime. 

Dag 9: Et billede af din hests boks 

Dag 10: Et billede af din ynglings diciplin.

Dag 11: Et billede af det udstyr du købte sidst. 

Dag 12: Et billede af din ridehjelm 

Dag 13: Et billede af dit yndlings underlag 

Dag 14: Et billede af dit stævneudstyr

Dag 15: Et billede af noget du vil opnå med din part/hest 

Dag 16: Et billede af et trick du har lært din hest

Dag 17: Et billede af noget du ville ønske du kunne ændre på din hest 

Dag 18: Et billede af det grimmeste udstyr du ejer 

Dag 19: Et billed der bringer minder frem. 

Dag 20: et billede af den bedste ridelejr du har været på

Dag 21: Et billede af det sjoveste du har prøvet til hest 

Dag 22: Et billede af dig og din hest/part i sneen 

Dag 23: Et billede du har taget fra ryggen af din hest 

Dag 24: Et billede af det højeste du har sprunget 

Dag 25: Et billede af dit værste hesteminde 

Dag 26: Et billede af det udstyr du ønsker dig allermest 

Dag 27: Et billede der altid får dig til at grine 

Dag 28: Et billede fra den lykkeligeste hesterelaterede dag i dit liv 

Dag 29: Et sommerbillede af dig og din hest 

Dag 30: Et billede af en pony/hest du aldrig glemmer 

Dag 31: Et fjollebilled 

Dag 32:Et billede af da du startede med at ride. 

4/9 En sovende hest

Der er sket noget virkelig godt!
Som i efterhånden nok har fundet ud af, så har Ida svært ved at få smed. så jeg var ret nervøs da hun skulle have smed i dag. Dog havde jeg ikke mulighed for, at komme ud til hende imens hun fik smed. Men jeg havde fået staldmanden til, at tage hende ind i boksen. Jeg var først ked af, at jeg ikke kunne være der. Men da jeg så kom i tanke om, at de gange min mor har været der imens, så er det gået meget bedre. For så har jeg ikke været med til, at geare hende endnu mere op.
Jeg sad imens hun fik smed, i et varmt klasselokale, og havde lidt svært ved at koncentrere mig ved tanken (dog havde jeg matematik, så jeg klarede det).

Da jeg så kom ud til Ida, blev jeg for første gang mødt af en lettere vrinskende pony i boks. Hun blev som sædvanligt glad for, at se mig. Jeg trak hende ud fra boksen, og var ret nervøs for, hvordan hovene så ud. Men de var selvfølgelig super gode, (vores nye smed er suveræn). Hun var heller ikke træt eller øm, hvilket jo var et godt tegn.
Jeg gik op og striglede hende i ca. 45 min. Imens fik jeg fat i staldmanden, og han fortalte mig for rolig hun havde stået. En gang imellem var hun hoppet lidt op, men efterhånden var hun blevet så rolig, at hun nærmest stod og sov.

Så nu er det bestemt! Jeg er aldrig mere med når hun skal have smed. Det kan min store hest jo helt selv klare.

Jeg havde hende ikke inde i så lang tid, da hun jo havde stået inde siden smeden kom. Så hun kom hurtigt ud på folden igen.

Så nu kom der et glædeligt smedindlæg fra os igen.

1287 ord om Ida

Hej har skrevet min første aflevering i dansk (i gymnasiet). Den skulle handle om en begivenhed, om noget der havde ændret sit liv. Og jeg har derfor skrevet om den dag jeg faldt af Ida.
Jeg har besluttet mig for, at ligge den herind. Jeg ved ikke hvor god den er danskfaglig, men den beskriver i hvert fald ulykken meget godt, så derfor tænkte jeg, at i skulle læse den.

En begivenhed

Jeg mærkede vinden i håret, jeg mærkede, hvordan verden fløj forbi mig, jeg mærkede, hvordan et flygtigt øjeblik pludselig kunne forsvinde.

Jeg husker den ulykke så tydeligt. Den ulykke, som jeg resten af mit liv skal referere til, når folk spørger til arene på min krop. Det er den ulykke, som har gjort mig til den jeg er i dag. Den ulykke ændrede mit liv. Tænk engang, at en episode på mindre end 5 minutter, kan ændre en persons liv!

Det var en flot forårsmorgen, mere præcist d. 3. april 2013. Det var koldt, men alligevel var det, som om man ikke mærkede det. Det havde været en kold og lang vinter. Så det, at kunne mærke solens stråler varme ens vintertrætte hud, gjorde en så uendeligt glad. Dog var der noget galt helt fra begyndelsen. Jeg havde en af de dage, hvor man bare ved, at man skal passe på. Som om man ved, at noget går galt.  

Min veninde havde dagen forinden kimet mig ned. Hun spurgte, om vi ikke skulle ride en tur på vores heste. Jeg sagde straks ja, hvad er bedre end en tur med sine 3 bedste venner.

Om eftermiddagen mødtes jeg med min veninde, og vi hentede vores heste. Men da jeg stod der med min hest, Ida, ved siden, fløj alle disse tanker rundt i mit indre. Mange tanker, bundforskellige tanker, men med det samme budskab ”skal du nu ride den her tur?”. Men jeg greb mig selv i at tænke disse tanker, og jeg forklarede til mig selv ”Ida er jo din bedste ven, intet kan gå galt”.

Hestene var så forårskåde som ethvert dyr og menneske er i den tid. Så da vi ville tage en galoptur, tog hestene over - og de løb. De løb så hurtigt, deres ben kunne bære. Og pludselig gav mine ben op, jeg kunne ikke holde mig på mere.

Jeg landede på asfalten, jeg kom hurtigt op at stå igen. Jeg opdagede ikke mine egne skader.  Det eneste jeg vidste var, at jeg skulle have fat i min hest. Jeg kunne ane hende længere oppe af vejen. Hendes gule pels, og hendes elegante, tynde ben. Jeg løb op efter hende, men jeg kom ingen vegne. Da jeg opdagede, at jeg var landet på min hofte, forstod jeg hvorfor. Jeg kunne ikke mærke smerten, det var som om jeg var blevet lammet. Det var her det gik op for mig, at de tanker, jeg havde haft tidligere på dagen nok var rigtige. Jeg skulle ikke have redet af sted.

Da jeg så at min veninde havde fået styr på de to heste, blev jeg pludselig roligere. Jeg mærkede en træthed falde tungt ned over mig. Jeg kunne pludselig mærke de smerter, jeg havde forvoldt mig. Jeg humpede derefter ligeså langsomt op til min bedste ven, som pludselig var blevet så frisk. Hun havde det bare sjovt, men glemte at tænke sig om.

Jeg gav hende et kram på halsen. Et kram, der for altid vil betyde så meget. Min største frygt var, at jeg ville blive bange for hende, glemme alle vores minder og gode ture. Jeg vidste , at jeg skulle ”op på hesten igen”. Det eneste jeg ville var, at komme op og ride hjem. Men min ridehjelm var knækket i faldet, så den var ikke meget værd længere.  Desuden var mine briller også gået i stykker.

Min mor kom, og vi kørte til skadestuen. Der var kommet en anden for at trække Ida hjem. Jeg vidste, at der blev taget hånd om hende, og at hun havde det godt. Men det var ikke nok, jeg blev ikke roligere af det. De største smerter var ikke dem, jeg havde fået ved selve ulykken. De største smerter var dem, der foregik i mit hoved. Tanken om, at jeg ville blive bange for heste var ulidelig. Det var unfair, at det skulle ske for os.

Jeg kom hjem fra skadestuen om aftenen i det mørke dystre vejr, det var blevet efter ulykken. Jeg havde været heldig. Det var kun overfladiske skræmmer. Hele min ene hofte var blevet sprættet op i et langt sår. Jeg havde et sår i hovedet, albuen og  knæet. Men intet alvorligt!

To dage efter var jeg klar til, at se Ida igen. Hun blev så glad for at se mig. Men da jeg skulle hente hende fra folden, blev jeg bange, ikke for Ida, men for de andre heste. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne flygte, pga. mine smerter. Men da jeg først havde hentet Ida, blev jeg så tryg. Jeg vidste, at hun ville passe på mig.

Hun hjalp mig meget med at komme tilbage til stalden igen. Vi måtte gå langsommere end nogensinde før, men hun vidste hvorfor, så vi gik langsomt. Hun snuste til min hofte, lige der hvor jeg var landet. Ikke voldsomt, men lige så forsigtigt, som en mor der passer sit syge barn.

Vi hyggede os sådan, og jeg vidste, at mine bekymringer var ovre. Ida var stadig min bedste ven. Jeg så ulykken, som en ting vi sammen skulle over.

Jeg ændrede ikke mit syn på heste, jeg blev ikke bange for dette store dyr. Derimod ændrede jeg mig positivt. Jeg blev stærkere af vores ulykke. På en god måde. Jeg ved, at jeg nu kan klare en lignende situation. Jeg føler lidt, at jeg kan klare alt, hvor jeg bliver prøvet af, på samme måde som her. Det er som i lignelsen Jobs Bog, hvor Job bliver testet af Gud. Han bliver testet på, om han stadigvæk tror på Gud efter adskillige prøver. Det er vel og mærke en gammel historie, men det betyder ikke, at den er blevet usand. Man bliver stadigvæk prøvet af, indtil man er på et punkt, hvor man ikke kan mere. Men som i Jobs bog, så bliver Job ved med at tro på Gud, og derfor bliver han til sidst belønnet med tusinde gaver og evig lykke.

Selve ulykken var sket på kort tid. Men alle disse tanker og refleksioner jeg havde gjort mig, mens jeg lå derhjemme i sygesengen, fik det til at føles som måneder. Det var som et hul, et langt sort hul, hvor der ikke var nogen vej op. Et hul, der kun blev sværere at komme op af, jo mere desperat jeg prøvede at komme op. Jeg troede ikke på mig selv, Gud, eller nogen anden længere. Jeg troede aldrig, at jeg ville få det samme venskab, og de samme glæder med min fantastiske hest. Jeg troede, at det hele var slut. Ida har redet mig igennem andre svære situationer, og hun er den der har gjort mig til den jeg er. Så hvorfor skulle det bare slutte!

Men da jeg så hende for oven af hullet, kigge med sine dybe sorte øjne ned på sig. Hun trak mig op af hullet, og hun hjalp mig med at klare det, jeg ikke selv havde formået.

 Jeg var bekymret for, at jeg ikke ville stole på hende længere. Dog blev vi ved med at tro på, at der var en vej op. Så vi blev belønnet med, at der ikke blev nogen forskel i vores forhold og sammenhold. Vi blev derimod endnu tættere. Vi hører sammen, lige meget hvad der sker.

Jeg har stadig arrene, og jeg ændrede mig på en eller anden måde. Jeg blev så lykkelig for at det var sket. Jeg blev stærk af det, og det har fået mig til at tro på mig selv, og ikke mindst min fantastiske hest, som altid vil hjælpe mig.

Vi har ikke glemt ulykken, men vi er kommet over den. Vi er videre og i gang med ridningen igen. Men jeg har ikke nærmet mig den vej, hvor ulykken fandt sted. Den vej hører fortiden til!

31/8-3/9 sygdom og lektier

Jeg har ikke haft ret meget tid til overs. Jeg har nemlig lagt syg i weekenden, ikke noget alvorligt, men ridning blev det ikke til.

De sidste to dage, har jeg ikke været helt rask, men derimod har jeg fået en del lektier og sent fri. Der har taget lidt på kræfterne.

Dog har jeg fået hygget rigtig meget med Ida. Det har været sådan, at tiden bare har fløjet afsted! Vi har fået striglet super meget, hvilket er en større projekt, når man har en lys hest der elsker at rulle sig i regnvejr. Det er nu så dejligt, at der endelig er noget at strigle.

Vi har fået lavet en smule jordtræning, men det har nu ikke været så meget. Dog har hun været super god og har lyttet godt efter.

Vi har ellers bare snakket og hygget og nusset.

                         

I får lige et billede af mig der kører i bus. Jeg har lige fået en ny CD, som jeg bare hører hele tiden, så de lange busture er ikke så irriterende.

30/8 Dressurmarathon

Som i har læst, så har jeg redet dressur de sidste dage, da hun er blevet tyk!

Det gjorde jeg også i dag, og hun har bare været super god. Jeg er simpelthen så stolt af hende.

Hun var ligeså god som de andre dage, og det var de samme ting vi lavede, så jeg vil ikke gå nærmere in på det. Dog synes jeg da lige, at i skal tage et kig på de andre indlæg.

Men vi hyggede os simpelthen sådan, hun er jo den bedste, så det er ikke svært at have det godt med hende.

Ja det blev et lidt kort indlæg, men lektierne venter 

29/8 Gud hvor er du god!

Vi red dressur igen i dag. Hun er bare blevet så god!

Jeg havde sent fri i dag, så vi nåede ikke at strigle mere end 30 min. Jeg tænkte, at det ville være godt at få redet lidt dressur, da hun altså er blevet lidt tyk. Og når jeg siger lidt, mener jeg meget.

Så vi fik striglet lidt hurtigt, men det var stadigvæk maks hygge.

Vi red inde i ridehallen. Hun var lidt mere træt end i går, hvilket jeg godt kan forstå, da hun virkelig gjorde det godt. Det gjorde dog, at jeg måtte overbevise hende om, at det var en god ting, at vi skulle ride. Så da vi satte i trav, viste hun virkelig hvad hun kan. 

Hun gik helt fantastisk, og hun gjorde alt hvad hun har lært, uden At jeg egentligt skulle gøre ret meget selv. Så jeg kunne virkelig fokusere på min opstilling, hvilket gjorde, at ridningen blev endnu bedre.

I kan vel regne ud, at hun gik super flot til bidet. Og havde en fantastisk stabil fremaddrift. Men hun lavede også tilbagetrædning super godt. Og hun kom hurtigt frem i trav igen efter parader.

Hun kunne også pludselig lavede schenkelvigninger, hvilket da bare er enestående! Galoppen var også bare god, og her gik hun også til bidet. En lille runde gik hun også i et super godt tempo. Normalt er hun jo for hurtig, men nu kunne hun godt. Det var lidt svært for hende, at holde driften, men jeg tror og ved, at det også kommer en dag, ligesom alt det andet.

Jeg er bare så stolt af hende. Og sammen fik vi en super god tur udenfor, som en ros for det gode arbejde.

Derefter fik vi ellers bare striglet og hygget.