Efter jeg som så mange andre har fået juleferie, tænkte jeg at det ville være et godt tidspunkt at få gjort rent og ryddet op i mit skab
Jeg brugte i alt to timer på, at tage alle mine ting ud af mit skab. Underlag, sadler, trenser, diverse former for hovfedt, bandager, gamacher og hvad der nu ellers kan stoppes ind i et lille bitte skab! Da tingene kom ud, fyldte de hele sadelrummet. Tænk at at jeg har så meget udstyr, og så er det jeg har i mit staldskab kun en lille del af mit samlede udstyr. Jeg har faktisk så mange ting, at jeg ikke kunne finde en julegave til Ida i år! Det bliver så det første år, hvor hun ikke får en julegave. Jeg håber ikke, at hun bliver skuffet.
Jeg fik også gjort alle mine kasser rene, og fik renset bunden af skabet. Det kan hurtigt blive ret beskidt, og en gang imellem skal der lige ryddes op derinde.
Jeg fik det gjort rigtig pænt, og nu er det også muligt at finde noget derinde igen.
Derefter mugede jeg ud hos Ida, hvorefter jeg hentede hende ind fra fold. Hun havde ret meget energi, så vi striglede lidt hurtigere end vi plejede, så vi kunne komme ud at ride. Da klokken ikke var mere end to om eftermiddagen, gik vi udenfor for at skridte for. Jeg tog vores nye sadel på, da jeg gerne vil vænne mig til den inden vi skal prøve at springe med den. Jeg havde virkelig meget lyst til at ride en tur, men til mig selv eller lignende. Men jeg må jo ikke ride alene, og jeg havde forgæves prøvet at finde nogen at ride med. Vi er jo ikke så mange opstaldere, så jeg og Ida er tit alene som i dag - men det er altid så hyggeligt!
Vi red lidt udenfor - rundt omkring ridehuset, hvilket også var helt fint. Det var rart nok lige at komme lidt ud! Efter vi var skridtet varme gik vi ind i ridehuset og red en smule. Det blev ikke til så meget, hun var virkelig frisk og sådan, men det udenfor trak i os begge. Vi fik noget trav og en smule galop, hvor hun var rigtig sød. Bagefter gik vi udenfor for at skridte af. Pludselig fik jeg den ide at det kunne være sjovt at tage en galop udenfor i det fri - bare oppe af grusvejen. Jeg ved ikke hvordan jeg lige fik den ide, jeg har længe gerne ville gøre det igen. Vi har jo ikke galoperet i det fri siden ulykken i foråret, og jeg har ventet på at jeg fik modet til at prøve igen.
Vi tog det stykke af grusvejen der er imellem foldene, og så prøvede vi. Første gang lykkedes det ikke rigtig, da jeg havde lidt for meget fat i hende! Anden gang fik jeg hende frem i galop, og jeg satte hende lynhurtigt ned i trav igen. Vi fik højst tre galopspring! Jeg kunne sagtens stoppe hende, også selvom vejen ikke er så lang. Derefter var jeg virkelig glad, men alligevel havde jeg følelsen af, at det ikke var helt nok til at komme over frygten. Så vi gjorde det igen, og denne gang i noget længere tid. Hun var så sød og rolig, og hun synes også det var super sjovt selv!
Det var helt vildt at turde det igen, jeg er virkelig stolt over os. Nu er der ikke mange ting vi ikke kan længere. Desuden er det bare super fedt at galopere udenfor, især når hun går så forholdsvis langsomt, som hun gjorde i dag. Jeg har altid været bange for, at mærke det der sug i maven når man galoperer virkelig hurtigt. For mig har det aldrig været forbundet med noget godt, og det er bestemt ikke blevet bedre efter vores ulykke.
Lige nu skal vi bare tage den lidt med ro, vi skal ud at galopere lidt alene. Og måske en dag kan det være at vi galoperer frit på tur med andre heste igen - hvem ved?
Jeg er ked af at vi hverken fik billeder eller film af det. Det kunne se så flot ud, med glade Ida i en fin galop og mig, strålende af glæde, men det kolde dystre julevejr som kontrast.
Jeg er bare super glad for at vi gjorde det igen! Hun er den bedste.